Formålet med undersøgelsen
Formålet med INTEN-CT er at undersøge, om en skræddersyet diabetesbehandling til hver enkelt person vil nedbringe hjertekarsygdomme og øge livskvaliteten.
Type 2 diabetes er forbundet med en øget risiko for hjertesygdom, men denne risiko varierer meget fra person til person. Derfor har hver enkelt også brug for forskellige behandlinger.
De nuværende metoder til at skelne mellem personer med høj og lav risiko er mangelfulde. Det medfører desværre, at der er risiko for at nogle får for meget medicin, mens andre får for lidt medicin.
Derfor ønsker vi at gennemføre en lodtrækningsundersøgelse blandt 7.300 personer med type 2 diabetes, som gennem en hjerte-CT skanning får fastlagt deres risiko for hjertesygdom.